Årsprofil 2009

Se hele årsprofilen i E-paper version her

2009 - Indsigt styrker vores udsyn

Jeg vil ikke tøve med at kalde 2009 et barskt år. Her, hvor vi ser tilbage på årets højdepunkter, kan vi konstatere, at det som frygtet blev et år i finanskrisens tegn – for os, som for så mange andre. Hele VVS-sektoren har lidt under den svigtende byggeaktivitet, og det har presset selv etablerede virksomheder i vores branche.

Egentlig er den finansielle krise ikke vores krise, for den er på ingen måde udløst af noget usundt i Pressalit Groups forretningsgrundlag. Krisen repræsenterer en global nedsmeltning, som vi er uden skyld i. Men når det er sagt, er det selvfølgelig uomgængeligt, at vi er blevet berørt af den og har måttet forholde os til den. Allerede tidligt i 2009 kunne vi se, at de omsætningsbudgetter, vi havde lagt for året, ikke var realiserbare. Årsregnskabet viser, at Pressalit Groups omsætning for året endte på 460,3 mio. DKK, hvilket er 14% lavere end i 2008. Vi var dog i stand til at reagere på situationen så tidligt, at det i kraft af en væsentlig indsats lykkedes os at reducere vores omkostningsniveau markant. Det betød desværre, at vi i løbet af året måtte sige farvel til gode medarbejdere, hvilket har været en svær situation for alle i virksomheden.

Et sort nul på bundlinjen

Årets resultat før renter og skat (EBIT) viser et beskedent overskud på 1,6 mio. DKK – dvs. så godt som “et sort nul” på bundlinjen. I betragtning af krisens udvikling må vi se det som tilfredsstillende. Vi har haft gavn af en stram økonomistyring, som sammen med nedbringelse af lagrene har bidraget positivt til vores likviditet. Vi har desuden en stor og fornuftig egenkapital, selvom bankerne for få år siden forsøgte at overbevise os om, at dette var umoderne.

I en tid med fokus på omkostninger har det været godt at se, at vi igennem 2009 har formået at forbedre vores produktivitet i plastproduktionen markant. Når finanskrisen slipper sit greb om verdensøkonomien, ved vi, at vi står med en bæredygtig og strømlinet virksomhed, som er gearet til fremtiden. Vi har foretaget de nødvendige investeringer, der ruster os til en global konkurrence. Ikke mindst med beslutningen om etablering af en ny toiletsædeproduktion i Thailand i 2010.

Generationsskifte

På ejersiden har vi gennemført et generationsskifte, idet min bror og tidligere direktør, Erik Boyter, i oktober solgte sin aktiepost i virksomheden. Også min mor, Fay Boyter, har med udgangen af 2009 ønsket at afhænde hovedparten af sin ejerandel. Det har betydet, at Kim Boyter og undertegnede har købt deres aktieposter og nu ejer hver 45% af A-aktierne i Pressalit Group A/S. De resterende 10% B-aktier tilhører fortsat Fay Boyter.

Indsigt og udsyn

I direktionen har vi benyttet året til at kigge ud i verden. Vi har besøgt næsten alle vores internationale distributører – gode strategiske samarbejdspartnere, som er bærende for vores to forretningsområder. Det er blevet til rejser fra Japan til Israel og fra Spanien til Australien. 

Denne årsprofil handler derfor i høj grad om vores internationale udsyn. Men også om den indsigt, endnu et år i finanskrisens tegn har givet os.


God læselyst!

Dan Boyter,
Ordførende direktør